Du er her:
Kjæmpehøien
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
​
Faksimile
​
Kjæmpehøien.
Dramatisk Digtning i een Act
af Henrik Ibsen.
*)
​
Personerne:
Roderik, en gammel Eneboer.
Blanka, hans Pleiedatter.
Gandalf, Søkonge fra Norge.
Asgaut, en gammel Viking.

Hrolloug,
Jostein og
Flere Vikinger.
Hemming, en ung Skjald i Gandalfs Tjeneste.
Handlingen foregaaer paa en liden Ø ved Sicilien, kort
før Christendommens Indførelse i Norge.
​ ​
(En aaben Plads, omgiven af Træer, nær ved Strand-
bredden. Til Venstre i Baggrunden en antik Tempelruin.
Midt paa Scenen en stor Kjæmpehøi, hvorpaa en Bauta,
omvunden af Blomsterkrandse).
1ste Scene.
Roderik sidder skrivende til Høire. Til Venstre Blan-
ka i en halvt liggende Stilling.
Blanka.
Aftenrødens sidste Luer
Bølge som et Hav ibrand.
Der er tempeltyst ved Strand,
Tyst som under Løvets Buer.
[Utgivernote: *)Forfatteren har velvilligen overladt Redactionen denne vakkre, paa det norske Theaters Stiftelsesdag iaar med udeelt Bifald opførte Digtning til Optagelse i Bladet, af hvis Læsere den sikkert vil modtages med megen Interesse.]
Sommeraftnens milde Fred
Daler som en Due ned,
Svæver som en Svane over
Skovens Blomst og Havets Vover.

 
I Orangekrattet blunder
Fortids Guder og Gudinder,
Høie marmorhugne Minder
Om en Verden, som gik under;
Troskab, Tapperheden, Dyden
Staa forstenet, dødt og rigt, –
Gives vel et mere ligt
Billed paa det sjunkne Syden.
(reiser sig).
 
Men min Fader har fortalt
Om et Land bag fjerne Bølger,
Hvor et frodigt Liv sig dølger,
Ei et meislet eller malt.
​
Her er Guddomslivet veget,
Spores kun i Stenens Træk, –
Der det aander, kraftigt præget,
Som en Kjæmper stærk og kjæk.

 
Og naar Aftnens lumre Stilhed
Tynger knugende mit Bryst,
See, da stiger Nordens Billed
For mit Øie sneebelyst.
Her er smuldrende Ruiner,
Døsig Dvale tung og blød, –
Der er styrtende Laviner
Foraarsliv og Vinterdød!

 
Hvis jeg havde Svanehammen
– –
Roderik
(efter en Pause, skrivende).
«Da, hedder det, har Ragnarok forsonet
De vilde Kræfter, vakt et luttret Liv;
Alfader, Balder og den milde Freia
Skal styre Askurs Æt i Fred paany.»
(Efter et Øieblik at have betragtet hende)
Men Blanka, see, nu drømmer du igjen;
Du stirrer tankefuld igjennem Luften,
Hvad søger du?
Blanka (nærmer sig).
Tilgiv mig, gode Fader!
Jeg fulgte kun et Stykke Vei med Svanen,
Som fløi paa hvide Vinger over Havet.
Roderik.
Og hvis jeg ikke havde standset dig
I Flugten, du min unge, fagre Svane!
Hvem veed, hvor langt du da var fløien med,
Maaskee til Thule.
Blanka.
Hvorfor ikke det?
Did flyner Svanen jo ved Foraarstid,
​
Men vender dog hvert Efteraar tilbage.
(Sætter sig ved hans Fødder.)
Dog jeg er ingen Svane, kald mig heller
En fangen Falk, der sidder tam og tro
Med gylden Ring om Foden.
Roderik.
Nu, og Ringen?
Blanka.
Det er min Kjærlighed til dig, min Fader!
Ved den du bundet har din unge Falk!
Den kan ei fly, selv om den vilde det.
(Reiser sig).
Men seer du vel, naar Svanen seiler let
Henover Bølgen, som en Sky for Vinden,
​
Faksimile
Da maa jeg mindes hvad du har fortalt
Om Heltelivet i det fjerne Thule.
Da tykkes mig at Fuglen er en Snekke
Med Dragehoved og med gylden Fløi;
I Stavnen skuer jeg den unge Helt
Med Kobberhjelmen om de gule Lokker,
Med Øine blaa, med mandigt hvælvet Bryst,
Med Sværdet knuget i den stærke Høire.
Jeg følger Helten paa hans raske Færd,
Og mine Drømme tumle sig om Snekken,
Og lege, overgivent som Delphiner,
I Phantasiens dybe, svale Bølger.
Roderik.
Du er en Sværmerske, mit gode Barn;
Jeg frygter næsten, at din Tanke dvæler
For tidt hos Folket i det høie Norden.
Blanka.
Og hvis er Skylden, Fader, om saa var?
Roderik.
Du mener, at jeg selv –?
Blanka.
O ja, hvad Andet?
Du lever selv jo kun i Mindet om
Dit Ungdomsliv blandt Nordens stærke Helte;
Og nægtede ei: saa tidt du melder om
Den raske Kjæmpefærd, om Dyst og Holmgang,
​
Da luer Kinden og dit Øie gløder,
Det tykkes mig, du vorder ung paany.
Roderik.
Vel sandt, men jeg har ogsaa Grund dertil;
Jeg har jo selv blandt Nordens Helte levet,
Og alt hvad Mindet hvisker mig om dem,
Det er jo Blade fra min egen Saga;
Du derimod, som fostredes i Syden,
Som aldrig saa de sølvblaa Vinterfjelde,
Som aldrig hørte Ludurhornets Klang, –
Hvor kan det fængsle dig hvad jeg fortæller?
Blanka.
O siig, behøver Mennesket at see
Og høre Alting med de ydre Sandser?
Har ikke ogsaa Sjælen Blik og Øre,
Hvormed den lytte kan og skue grant?
Med legemlige Øine seer jeg vel
Den rige Farveglød, som Rosen eier;
Men Sjælens Blik kan i dens Bæger see
En deilig Alf med Sommerfuglevinger,
Som skjælmsk sig skjuler bag de røde Blade
Og nynner om en lønlig Magt fra Himlen,
Der skjænkte Blomsten Farvepragt og Duft.
Roderik.
Vel sandt, min Datter!
Blanka.
Fast jeg skulde tro,
At just fordi jeg ikke skued selv,
Saa staaer det Hele mere skjønt for Tanken.
Saa gaaer det idetmindste dig, min Fader, –
De gamle Gudesagn og Heltekvæder,
Dem mindes du og taler om med Lyst
Og ridser dem paa Pergament med Runer;
Men hvis jeg spørger om dit eget Liv
I Nordens Egne, mørknes tidt dit Øie,
Din Læbe tier og det tykkes stundom
Som om din Barm blev Hjem for tunge Minder.
Roderik
(reiser sig).
Nævn ikke mere derom, gode Barn!
​
Hvo er vel den, hvis Ungdomsminder ei
Er blandede med mangt et bittert Nag?
Du veed, Normannerne er vilde Kjæmper –
Blanka.
Men er da Sydens Kriger mindre grum?
Har du forgleml hiin Nat for ti Aar siden,
Dengang de Fremmede paa Kysten landed
Og plyndrede –
Roderik
(med synlig Uro).
Nok derom, lad os gaa.
Det lakker alt mod Aftentide; – kom!
Blanka
(idet de gaae).
Giv mig din Haand!
(standser).
Nei vent!
[HIS: Feilaktig rykket inn som siste ledd i verselinjen (er midtre del av en tredelt verselinje).]
Roderik.
Hvad fattes dig?
Blanka.
For første Gang har jeg idag forglemt –
Roderik.
Hvad har du glemt?
Blanka
(pegende mod Høien).
See Stenen der og Krandsen!
Roderik.
Det er –
Blanka.
Den gamle, visne fra igaar;
Jeg har forglemt at bytte den i Aften, –
Dog – lad mig følge dig til Hytten først,
Saa gaaer jeg siden ud paa Blomsterfangst:
Violen dufter bedst, naar Aftnens Dug
Har badet den i blanke Perlevover,
Og Rosens Knop er ingentid saa smuk,
Som naar den plukkes mens den barnligt sover.
(De gaae ud til Venstre i Baggrunden).
(Fortsættes).
​
Faksimile
Kjæmpehøien.
Dramatisk Digtning i een Act
af Henrik Ibsen.
(Fortsættelse fra forr. No.).
​
2den Scene.
Gandalf og Vikingerne komme fra Høire.
Asgaut.
Her er vi snart ved Stedet.
Gandalf.
Hvor? lad see!
Asgaut.
Nei vent kun lidt til vi er bagved Skoven.
​
Paa Klippeskraaningen mod Havet stod
En Rest af Muren, da vi drog afsted,
Den staaer der sagtens endnu tænker jeg.
Jostein.
Hør, sig os Drot, hvad kan det baade os
At traske om som Narre her paa Holmen.
Hrolloug.
Ja, sig, hvad skal vi?
Gandalf.
Tie, skal I, tie!
Og lystre blindt hvad Eders Konning byder.
(til Asgaut).
Det synes mig forresten som I har
Gjort altfor ryddigt Huus da sidst I var her.
I kunde sagtens have levnet lidt
For mig og for min Hævn.
Hrolloug.
Du er vor Konning,
Og Troskab svoer dig dine Mænd paa Thinge;
Men da vi fulgte dig i Ledingsfærd,
Saa var det for at vinde Ry og Hæder.
Jostein.
Og Guld og Skatte, Hrolloug, Guld og Skatte!
Flere.
Ja, det er Loven, Gandalf, Agt for den!
Gandalf.
Jeg kjender Loven vel saa godt som I;
Men var det ei fra gamle Tider Skik
Og Vedtægt mellem os, at naar en Frænde
For Fiendehaand blev fældet og hans Lig
Laa ubegravet som et Rov for Ravnen,
Saa maatte Blodhævn til?
Nogle.
Jo, saadan er det!
Gandalf.
Saa værer rede da med Sværd og Skjold,
I har en Drot at hævne, jeg en Fader.
(Bevægelse blandt Vikingerne).
Jostein.
En Drot?
Hrolloug.
En Fader?
Gandalf.
Vent, jeg vil berette
Hvad der er hændt. I veed min Fader var
En vældig Viking. Tolv Aar er det siden
​
Han sidste Gang en Vaar drog ud i Leding
Med Asgaut der og sine gamle Kjæmper.
To Aar han flakkede fra Strand til Strand
Og gjæsted Bretland, Valland, ja selv Blaaland;
Til Slutning hærjed han paa Sikiløi,
Og hørte der berette om en Høvding,
Som boed her paa Holmen i et Slot
Med stærke Mure bygget op paa Fjeldet
Og der var kostelige Skatte gjemt.
Ved Nattetid han landed under Stranden,
Og Borgen hærjed han med Ild og Sværd;
Selv var han foran som en ægget Bjørn
Og i Berserkergangen saa han ei
Hvordan hans Kjæmper segned rundt omkring ham.
Og da det første Daggry randt i Øst,
Laa hele Borgen rygende i Gruus;
Kun Asgaut stod igjen med nogle Faa.
Min Fader og vel hundrede med ham
Var redet gjennem Flammerne til Valhal.
Asgaut.
Jeg heiste Snekkens Seil i høien Raa
Og vendte Stavnen hjemad imod Norden;
Der søgte jeg forgjæves efter Gandalf,
Den unge Ørn var fløien over Havet
Til Island eller Færø, blev mig sagt.
Jeg stævned efter ham, men fandt ham ei,
Dog Navnet kjendte de saavidt jeg foer;
Thi skjøndt hans Drage fløi som Sky for Stormen,
Saa fløi hans Rygte dog paa bedre Vinger.
I Sommer, veed I, traf jeg ham tilslut
Det var i Velskland; jeg beretted ham,
Hvad der var skeet, hvordan hans Fader endte,
Og Gandalf svoer ved alle Valhals Guder
At tage blodig Hævn med Ild og Sværd.
Jostein.
Det er en gammel Skik og den bør agtes.
​
Men hvis jeg havde været Konning Gandalf,
Saa var jeg bleven liggende i Velskland,
For der var Guld at vinde.
Hrolloug .
Hæder med!
Gandalf.
Det er Jer Troskab mod den faldne Drot.
Jostein.
Nu, nu, godt Ord igjen, jeg meente blot –
Den Faldne kunde vente.
Asgaut
(med undertrykt Forbittrelse).
Usle Slægt!
​
Faksimile
Jostein.
Men siden vi nu engang er her –
Hrolloug.
Ja
Saa lad os reise ham et værdigt Minde!
Nogle.
Ja, ja!
Andre.
Med Brand og Blod!
Asgaut.
Det kan jeg lide!
Gandalf.
Og nu afsted at speide rundt om Øen;
Thi end i Nat skal Hævnen være fuldbragt,
Hvis ei, saa maa jeg falde selv.
Asgaut.
Det svoer han.
Gandalf.
Det svoer jeg dyrt ved alle Valhals Guder!
Og end engang jeg sværger –
Hemming
(med en Harpe over Skulderen, har under det Foregaaende
nærmet sig mellem Kjæmperne, og udbryder bønligt).
Sværg ei, Gandalf!
Gandalf.
Hvad gaaer der af Dig?
Hemming.
Sværg ei her i Skoven!
Her kan ei vore Guder høre Dig.
I Snekkens Stavn, i Nord paa vore Bjerge
Der høre de Dig nok, men ikke her.
Asgaut.
Har Sydens Pestluft smittet ogsaa Dig?
Hemming.
I Velskland hørte jeg de fromme Præster
Fortælle deiligt om den hvide Christ,
Og hvad de sagde svæver for min Hu
Ved Nat og Dag, det vil ei meer forsvinde.
Gandalf.
Jeg tog Dig med fordi Du alt som Gut
​
Forraadte Tegn paa rige Skjaldekræfter;
Du skulde see min djærve Ledingsfærd,
Og naar Kong Gandalf sad som graanet Gubbe
Ved Egebordet mellem sine Kjæmper,
Da skulde Drottens unge Skjald forkorte
Den lange Vinterkveld med Heltekvad,
Og saa til Slutning sjunge mig mit Drapa;
Thi Mindet reist af Skjaldetungens Lyn
Er bedste Bauta over Heltens Gravhøi.
Gaa nu, slæng Harpen væk og put Dig selv
I Munkekutten, hvis det lyster Dig!
Ha, ha, Kong Gandalf faaer en dygtig Sanger!
(Vikingerne gaae ind i Skoven til Venstre; Hemming
følger dem).
Asgaut.
Det er en muggen Tid vi lever i,
Det bærer ned ad Bakke med vor Tro
Og vore Sæder fra den gamle Tid;
Held mig! min Nakke luder alt af Ælde,
Mit Øie skal ei skue Nordens Fald;
Men Du, Kong Gandalf, Du er ung og stærk,
Og hvor Du færdes i det vide Fjerne,
Saa kom ihu, at det er Kongeværk
Om Folkets Guder og dets Kraft at værne!
(Han følger efter de Øvrige).
Gandalf
(efter en Pause).
Han har ei nogen freidig Lid til mig,
Vel at han gik! Der ligger som en Tyngsel
Paa mine Skuldre, naar han er mig nær.
Den gamle Steenmand med de barske Træk!
Han ligner Asathor, som stod med Mjølner
Og Styrkebæltet hugget ud i Graasteen
I Offerlunden ved min Faders Gaard.
Min Faders Gaard! Hvo veed hvordan det nu
Seer ud derhjemme paa de gamle Tomter!
Ja Fjeld og Skov er sagtens end de samme,
​
Men Folkets Bryst? – Har det de gamle Strænge?
Nei, der er falden Meeldug over Tiden,
Og det er den, som suger Nordens Saft
Og tærer giftigt paa dets bedste Blomster.
Vel, jeg vil hjemad, redde hvad der end
Staaer til at redde før det styrter sammen.
(Efter en Pause, idet han seer sig om).
Hvor der er lifligt her i Sydens Lunde,
Min Graneskov har ei saa stærk en Duft.
(Han bemærker Høien).
Hvad nu? En Kjæmpegrav? Den gjemmer nok
En Landsmand fra de gamle friske Dage!
En Kjæmpegrav i Syden! det er billigt,
Thi Syden gav os jo vort Ulivssaar.
Hvor her er vakkert! Jeg maa tænke paa
En Vinterkveld, da jeg som liden Gut
Sad paa min Faders Knæ ved Arneflammen,
Mens han fortalte mig om vore Guder,
Om Odin, Balder og den stærke Thor,
Og da jeg nævnte for ham Freias Lund,
Saa skildred han mig den som Lunden her;
Men da jeg vilde vide lidt om Freia,
Hvordan hun selv saa ud, da smaalo Gubben
Og satte mig paa Gulvet ned og svared:
«Det vil en Kvinde nok fortælle Dig!»
(lyttende).
Tys! Fodtrin gjennem Skoven! Rolig Gandalf!
De bringe Førstegrøden af Din Hævn.
(Træder tilside saaledes, at han er halvskjult mellem
Buskene tilhøire).
(Fortsættes).
​
Faksimile
Kjæmpehøien.
Dramatisk Digtning i een Act
af Henrik Ibsen.
(Fortsættelse fra forr. No.).
​ ​
3die Scene.
Gandalf. Blanka (med Egeblade i Haaret og en
Kurv med Blomster kommer fra Venstre.)
Blanka
(beskjæftiget med at flette en Blomsterkrands.)
Der risler Kilder i de grønne Dale,
Der gynger klare Bølger under Strand;
Men Kildens Rislen, Bølgens sagte Røst
Har ei saa stærk en Magt, som hine Blomster,
Der favnes søsterligen Bryst ved Bryst
I tætte Klynger rundt om Høiens Side;
De mane mig ved Nat og Dag herhen,
Her er det godt at længes og at drømme.
See nu er Krandsen færdig, Heltens Bauta
Saa haard og kold skal dølges under den;
Ja, det er smukt!(visende mod Høien.)
Et undergaaet Liv
Med Kjæmpekræfter, dybt i Muld begravet,
Og Mindet som til Efterslægten taler
En iiskold Kampesteen, som hiin paa Høien;
Da kommer Kunsten og med venlig Haand
Den plukker Blomster ved Naturens Bryst,
Og dækker Mindets haarde Kampesteen
Med hvide Lilier, duftende Kjærminder.
(Hun stiger op paa Høien, hænger Krandsen over Bauta-
stenen og siger derpaa efter en Pause:)
Nu seiler atter mine Drømmes Flok,
Som Trækfuglskaren over Havets Bølger;
Jeg drages did, hvorhen min Længsel stunder,
Og villigt følger jeg den skjulte Magt,
Som har sin Kongestol i Sjælens Dyb.
Jeg staaer i Norden, er en Kjæmpers Brud,
Og speider som en Ørn fra Fjeldets Tinde.
​
Bag blanke Bølger dukker Snekken frem;
O flye som Maagen mod din Fædrestrand!
Jeg er et Sydens Barn jeg kan ei vente; –
Jeg river Egekrandsen af mit Haar,
Tag den min Helt! den er det andet Bud,
Der hilser Dig – min Længsel var det Første.
(Hun kaster Krandsen. Gandalf træder frem og griber den.)
Hvad nu? Der staaer –
(Hun gnider Øinene og stirrer forundret paa ham)
Nei det er ingen Drøm.
Hvo er Du, Fremmede? Hvad søger Du
Ved Stranden her?
Gandalf.
Stig ned af Høien først
Saa kan vi tales ved.
Blanka
(stiger ned.)
See saa, her er jeg!
(afsides idet hun betragter ham)
Ringbrynjen over Brystet, Kobberhjelmen
Aldeles som min Fader har fortalt.
(høit)
Tag Hjelmen af!
Gandalf.
Hvorfor?
Blanka.
Saa gjør det dog!
(afsides)
To klare Øine, Lokker som en Kornmark,
Aldeles som jeg saa ham i min Drøm.
Gandalf.
Hvor er Du, Kvinde?
Blanka.
Jeg? et fattigt Barn!
Gandalf.
Dog vist den Fagreste som Øen eier.
Blanka (leende.)
Den Fagreste? Ja, det kan være muligt,
Thi her er ingen Anden.
Gandalf.
Ingen Anden?
Blanka.
Med mindre, at min Fa’er, – men han er gammel
Og har et sølvgraat Skjæg saa langt som saa –,
O nei, saa troer jeg dog jeg vinder Prisen.
​
Gandalf.
Du har et lystigt Sind.
Blanka.
Ei altid, Du!
Gandalf.
Men siig mig dog, hvordan det hænger sammen
Du lever ene med Din Fader her,
Og jeg har dog saa sikkert hørt berette,
At Øen skulde være rigt bebygget.
Blanka.
Det var den engang, for en treaars Tid;
Men – ja det er en sørgelig Fortælling,
Dog Du skal høre den, ifald Du vil.
Gandalf.
Javist jeg vil!
Blanka.
Seer Du, for tre Aar siden –
(sætter sig.)
Kom, sæt Dig ned!
Gandalf.
(træder et Skridt tilbage)
Nei, hid kun Du, jeg staaer.
Blanka.
For tre Aar siden kom en væbnet Flok
Af Røvere, Gud veed hvorfra, til Øen;
De plyndred rundtomkring, hvor de drog frem
Og myrded Alt, hvad levende de fandt,
De Faa, som kunde, redded’ sig ved Flugten
Og søgte til min Faders Borg, som laa
Paa Klippepynten ikke langt fra Havet.
Gandalf.
Din Faders, siger Du?
Blanka.
Javist, min Faders.
Det var en skyfuld Aften, da de stormed
Mod Borgeporten, trængte gjennem Muren,
​
Faksimile
Brød ind i Gaarden, myrdede for Fode;
Jeg flygtet angstfuld ud i Nattens Mulm
Og søgte mig et Skjulested i Skoven.
Jeg saa vort Hjem at hvirvles op i Flammer,
Jeg hørte Skjoldebrag og bange Dødsskrig.
Tilsidst blev Alting tyst; thi Alt var myrdet. –
Den vilde Skare drog mod Stranden ned
Og seiled bort. Den næste Morgen sad jeg
​
Paa Klippen ved de rygende Ruiner.
Jeg var den Eneste de havde skaanet.
Gandalf.
Men Du fortalte jo, Din Fader lever.
Blanka.
Min Pleiefader; vent, nu skal Du høre!
Jeg sad paa Klippen sorgfuld og beklemt
Og lytted til den rædselsfulde Stilhed,
Da lød det som et dæmpet Suk fra Dybet
I Klippekløften under mine Fødder;
Jeg lytted bange, steg tilsidst derned
Og fandt en Fremmed blødende og bleg.
Jeg nærmed mig saa bange som jeg var,
Forbandt hans Saar og pleied ham.
Gandalf.
Og han?
Blanka.
Fortalte, da han efterhaanden kom sig,
At han var dragen med et Kjøbmandsskib
Herhid til Øen endnu samme Dag,
Da Borgen plyndredes, var flygtet did
Og havde kjæmpet kjækt mod Røverflokken,
Indtil han blødende af Mathed styrted
I Klippekløften, hvor jeg siden fandt ham,
Og efter den Tid har vi levet sammen;
Han bygged os en Hytte dybt i Skoven,
Og blev mig kjær, o kjær, som ingen Anden;
Men kom, Du maa dog see ham!
Gandalf.
Nei – nei vent!
Vi træffe tidsnok sammen, tænker jeg.
Blanka.
Ja, ja da, som Du vil, men Du kan troe;
Han saa Dig gjerne under Hyttens Tag;
For Du maa vide, Gjæstfriheden hører
Ei blot i Norden hjemme.
Gandalf.
Norden? Saa
Du veed da –
Blanka.
Hvor Du kommer fra? O ja!
​
Men Fader har fortalt om Jer saatidt,
At jeg ved første Øiekast –
Gandalf.
Og dog,
Du blev ei bange?
Blanka.
Bange? Hvorfor bange?
Gandalf.
Nu, har han ikke sagt – ja, har han ei –
Blanka.
Fortalt at I er djærve Helte? Jo!
Men hvorfor skulde det forskrække mig?
Jeg veed, I søger Ry paa fjerne Strande
I mandig Dyst med drabelige Kjæmper,
Men jeg har hverken Pantser eller Sværd,
Hvi skulde jeg vel da –
Gandalf.
Nei vist, nei vist!
Men hine Fremmede, som brændte Borgen?
Blanka.
Hvad de?
Gandalf.
Nu ja, jeg meente blot, har ei
Din Fader sagt hvorfra de kom?
Blanka.
Nei aldrig.
De var jo Fremmede for ham som os,
Men hvis Du vil, saa skal jeg spørge ham.
Gandalf (hurtigt.)
Nei, lad kun være!
Blanka.
Ah, nu fatter jeg!
Du vide vil, hvor Du skal søge dem
Og tage Blodhævn som I kalde det.
Gandalf.
Ha, Blodhævn! Tak! Du minder mig om Ondet;
Fast havde jeg forglemt –
Blanka.
Men veed Du vel,
Det er en hæslig Skik.
Gandalf
(gaaende mod Baggrunden.)
Farvel!
Blanka.
Du gaaer?
Gandalf.
Vi træffes tidsnok. (standser) ​ Siig mig endnu Eet:
Hvo hviler under Kjæmpehøien der?
Blanka:
Det veed jeg ei.
Gandalf.
Du veed det ei, og dog
Du slynger Blomster rundt om Heltens Bauta.
Blanka.
Min Fader førte mig en Morgen hid
Og viste mig den friske Gravhøi, som
Jeg aldrig forhen havde seet ved Stranden,
Han bad mig holde Morgenbøn ved Høien
Og i min Bøn at tænke fromt paa dem,
Som havde hærjet os med Sværd og Flamme.
Gandalf.
Og Du?
Blanka.
Hver Morgenstund fra den Dag af
Jeg bad en stille Bøn for deres Frelse;
Og friske Blomster fletted jeg hver Aften
Til Krands om Mindestenen.
Gandalf.
Sælsomt, sælsomt!
Hvor kan Du bede for Din Avindsmand?
​
Faksimile
Blanka.
Det byder mig min Tro.
Gandalf (hæftigt.)
Den Tro er feig,
Det er en Tro, som suger Heltens Kraft,
See derfor døde Kjæmpelivet Straadød
Hos Eder her i Syden!
Blanka.
Men ifald
Min feige Tro, som nu Du kalder den,
Blev plantet om i Eders friske Jordbund,
Da veed jeg vist der spired frem af den
En Blomsterfylde, riig nok til at dække
Den nøgne Fjeldvæg.
Gandalf.
Lad Du Fjeldet staae
Med nøgne Vægge til de falde sammen!
Blanka.
Hør! tag mig med derop!
Gandalf.
Hvad mener Du?
Jeg styrer hjemad –
​
Blanka.
Ja jeg seiler med Dig;
Jeg har jo længst i Tankerne gjort Farten
Didop, hvor Du har hjemme mellem Iis
Og Snee og store sorte Graneskove!
Der skulde komme Lystighed i Hallen,
Ifald jeg maatte raade kan Du troe,
Thi jeg er munter; – har Du nogen Skjald?
Gandalf.
Jeg havde En, men her i Syden har
Den lumre Luftning slapped Harpens Strenge,
Den vil ei klinge.
Blanka.
Godt! saa skal jeg være
Din Skjald.
Gandalf.
Og Du? – Du kunde følge med os,
Forlade Hjem og Fader?
Blanka (leende).
Ha, ha, ha!
Jeg troer Du tager det for Alvor.
Gandalf.
Var det
Da kun dit Skjemt?
Blanka.
Ak ja! en tosset Drøm,
Som tidt jeg drømte før vi saa hinanden,
Og som jeg vist vil drømme mangen Gang,
Naar Du
(pludselig afbrydende)
Du seer saa stivt paa mig!
Gandalf.
Gjør jeg?
Blanka.
Javist, hvad tænker Du paa?
Gandalf.
Jeg? paa Intet.
Blanka.
Paa Intet?
Gandalf.
Ja, jeg veed ei selv paa hvad,
Dog jo, jeg veed – og Du skal høre det:
Jeg tænker paa hvordan Du plante vil
I Norden Dine Blomster, og imens
Saa falder mig min egen Tro isinde;
​
Der er et Ord deri som aldrig før
Jeg fattet har; nu har Du lært mig det.
Blanka.
Hvad mener Du?
Gandalf.
Der siges, at Valfader
Faaer kun en Halvdeel af de slagne Kjæmper,
Den anden Halvdeel hører Freia til-
Det har jeg aldrig kunnet ret begribe;
Men nu, nu fatter jeg – jeg er jo selv
En slagen Kjæmpe og min bedste Halvdeel
Blev Freias Eiendom.
Blanka (studsende).
Hvad skal det sige?
Gandalf.
Nu, kort og godt, saa viid –
Blanka (hurtigt).
Nei, lad kun være!
Jeg tør ei dvæle længer her i Aften;
Min Fader venter, jeg maa gaae; Farvel!
Gandalf.
Du gaaer?
Blanka.
(tager Egekrandsen, som han har ladet falde, slynger
den om hans Hjelm).
See der, Du kan beholde den!
See, hvad jeg før i mine Drømme gav Dig,
Det skjænker jeg Dig vaagen nu.
Gandalf.
Farvel!
(Han gaaer hurtig ud til Høire).
4de Scene.
Blanka (alene)
Han er borte! Lydløst Stille
Raader paa den øde Kyst.
Lydløst Stille, Gravens Stille
Raader ogsaa i mit Bryst.
​
Kom han da kun for at svinde
Som et Solstreif gjennem Taagen?
Ak! snart seiler han som Maagen
Langt herfra for Nattens Vinde.

 
Og hvad har jeg saa tilbage?
Kun en Blomst for mine Drømme,
Ensomheden for at svømme,
Som Petrellen om hans Drage
(Vikingernes Krigsluur høres fra Venstre.)
Ha! hvad var det! Et Horn, det kom fra Skoven.
(Fortsættes).
​
Faksimile
Kjæmpehøien.
Dramatisk Digtning i een Act
af Henrik Ibsen.
(Slutning fra forr. No.).
​
5te Scene.
Blanka. Gandalf (fra Høire.)
Gandalf (afsides).
Det er for sildigt!
Blanka.
O, der er han atter!
Hvad vil Du?
Gandalf.
Skynd Dig, skynd Dig bort herfra!
Blanka.
Hvad mener Du?
Gandalf.
Afsted! Her truer Faren!
Blanka.
Hvad Fare?
Gandalf.
Døden!
Blanka.
Jeg forstaar Dig ei.
Gandalf.
Jeg vilde dulgt det for Dig; derfor gik jeg
At kalde Folket ned igjen til Snekken
Og seile bort; Du skulde aldrig vidst –
Dog Hornet varsler, at det er forsilde;
De komme hid.
Blanka.
Hvem kommer – hvem?
Gandalf.
Saa vid da:
De Fremmede, som fordum hærjed’ Øen,
Var Vikinger som jeg.
Blanka.
Fra Norden?
​
Gandalf.
Ja.
Min Fader faldt, og han var deres Drot, –
Thi maa han hævnes.
Blanka.
Hævnes?
Gandalf.
Det er Skik
Og Vedtægt mellem os.
Blanka.
Ha, jeg begriber!
Gandalf.
De komme! Stil Dig bag ved mig.
Blanka.
Væk, Blodmand!
6te Scene.
De Forrige. Asgaut, Hemming og Vikingerne (der
føre Roderik mellem sig.)
Asgaut (til Gandalf.)
En mager Fangst – dog altid Noget, Gandalf!
Blanka.
Min Fader!
(kaster sig i hans Arme).
Roderik.
Blanka! O mit Barn!
Jostein.
En Kvinde!
Saa faar han Reisefølge.
Asgaut.
Ja, til Hel!
Blanka.
O Fader, hvorfor har Du aldrig sagt mig –
Roderik.
Tys, tys, min Datter!
(pegende paa Gandalf.)
Er det Eders Høvding?
Asgaut.
Saa er det.
(til Gandalf.)
Manden kan berette Dig,
Hvordan Din Fader faldt; thi han var med
Og slap derfra med Livet, har han sagt.
Gandalf.
Ti! Jeg vil Intet høre.
Asgaut.
Godt, saa lad
Os tage fat paa Værket.
​
Blanka.
Gud! hvad vil de?
Gandalf (dæmpet.)
Jeg kan ei, Asgaut!
Asgaut (ligeledes.)
Er vor Høvding feig?
Har Kvindens glatte Tunge daaret ham?
Gandalf.
Nu ligemeget! Jeg har sagt –
Asgaut.
Betænk,
Det gjælder al din Agt blandt Dine Kjæmper.
Dit Løfte gav Du Valhals høie Guder,
Og brydes det, saa er Du Hvermands Nidding.
Glem ei, vor gamle Tro er svagt befæsted, –
Den vakler alt; et Stød kan rokke den,
Og kommer Stødet ovenfra, fra Drotten,
Da har den faaet Banesaaret.
Gandalf.
Ha!
Det var en ulyksalig Ed, jeg svoer.
Asgaut (til Vikingerne.)
Nu rede, Kjæmper!
Blanka.
Vil I myrde ham,
Den værgeløse Gubbe?
Asgaut.
Ned med Begge!
Blanka.
O Gud!
Hrolloug.
Nei, Kvinden er for fager! Hun
Kan følge med paa Snekken.
Jostein (leende.)
Ja, som Skjoldmø.
Gandalf.
Tilbage!
Roderik.
Skaaner skaaner kun mit Barn!
Jeg bringer Eder Drottens Banemand,
Ifald I skaane hende!
Gandalf (hurtigt.)
Bring os ham,
Saa er hun fri – ei sandt?
Vikingerne.
Jo, jo, det er hun!
Blanka (til Roderik.)
Hvad lover Du?
Asgaut.
Saa skaf ham hid!
Roderik.
Her staar han!
Nogle.
Ha, Gubben der!
​
Faksimile
​
Gandalf.
O vee!
Blanka.
Nei, nei, Du skal ei –
Roderik.
For denne Haand fandt Vikingen sin Bane;
Nu hviler han i Kjæmpehøien der!
Gandalf.
Min Faders Gravhøi!
Roderik.
Han var stærk og djærv;
Thi jorded’ jeg ham paa hans Fædres Viis.
Gandalf.
Da han er høilagt, saa –
Asgaut.
Nei, ligefuldt
Den faldne Konning kræver Blod, – slaa til!
Blanka.
Han skuffer Eder!
(til Gandalf.)
Har Du ei begrebet,
Det er kun mig, sin Datter, han vil frelse?
Dog, hvad forstaar vel Du et kjærligt Sind,
Der offrer Alt for den, som –
Gandalf.
Jeg forstaar ei?
Du troer ei, jeg forstaar?
(til Vikingerne)
Han skal ei fældes!
Asgaut.
Hvordan?
Blanka.
O, Fader! han er god som Du.
Asgaut.
Du svigter Eden?
Gandalf.
Nei, jeg holder den!
Jostein.
Hvad er din Agt?
Hrolloug.
Siig frem!
Gandalf.
Jeg har jo svoret
At hævne Drotten eller falde selv.
Nu vel! han der er fri – jeg gaaer til Valhal!
Blanka (til Roderik.)
Hvad mener han?
Asgaut.
Det er Din Agt – du vil – ?
Gandalf.
I holde en af mine Snekker rede,
Med spændte Seil og Baalet tændt Vi Stavnen;
Paa Fortids Viis jeg vil bestige den!
​
See, Aftenvinden blæser ud fra Stranden, –
Paa røde Vinger farer jeg til Valhal!
(Jostein gaaer ud tilhøire.)
Asgaut.
Ha, det er Kvinden, som har koglet Dig!
Blanka.
Nei, du maa leve!
Gandalf.
Leve? Jeg er tro
Mod mine Guder, kan ei svige dem.
Blanka.
Din Ed er blodig – Balder hader den.
Gandalf.
O, Balder lever ikke meer iblandt os!
Blanka.
For Dig han lever; thi dit Sind er mildt.
Gandalf.
Ja, til min Undergang! Det blev mit Kald
Som Drot at værne om vort Kjæmpeliv, –
Men Kraften svigter mig! Kom Asgaut, Du
Skal tage Kongespiret af min Haand;
Du er en Kjæmper af det ægte Malm –
Paa mig har Sydens Gift alt længe tæret;
Men kan jeg ikke leve for mit Folk,
Saa kan jeg dø for det.
Asgaut.
Vel talt, Kong Gandalf!
Blanka.
Saa er da Loddet kastet! Fald som Helt
I trofast Kjærlighed til Dine Guder!
Men nu, da vi maa skilles ad for evigt,
Saa vid, at naar Du falder selv for Løftet,
Da har Du ogsaa mig til Døden viet!
Gandalf.
Hvordan! Til Døden Dig?
Blanka.
Mit Liv var ligt
En Blomsterknop, i fremmed Jordbund plantet,
Og derfor blunded den i Svøbet fængslet:
Da kom en Straale fra det fjerne Hjem, –
O, det var Dig, min Gandalf! Blomsten aabned
Sit Bæger, – ak, et flygtigt Øieblik!
Saa blegned Straalen – Blomsten maatte dø
Gandalf.
O, har jeg fattet Dig? Du kunde – Ha,
Saa er mit Løfte tifold ulyksaligt!
​
Blanka.
Vi mødes atter!
Gandalf.
Aldrig, aldrig meer!
Dig venter Himlen og den hvide Christ.
Jeg gaar til Valhal; taus jeg sætter mig
Ved Bordets Ende, nederst imod Døren,
Thi Hallens Lystighed er ei for mig.
Jostein.
(kommer tilbage med et Banner i Haanden.)
See, nu er Snekken rede, som Du bød.
Asgaut.
Du faar en prægtig Ende! Mangen Helt
Vil nok misunde Dig.
Gandalf (til Blanka.)
Farvel!
Blanka.
Farvel!
Farvel for Livet og for Evigheden!
Roderik
(kjæmpende med sig selv.)
Stands, stands!
(kaster sig ned for Blanka.)
Barmhjertighed! Tilgiv, tilgiv mig!
Blanka.
O Gud!
Gandalf.
Hvad mener han?
Roderik.
Alt vil jeg skrifte:
Min hele Færd imod Dig var Bedrag!
Blanka
O, Skrækken har forvirret ham!
Roderik.
Nei, nei!
(til Gandalf, efterat have reist sig.)
Du, unge Drot, er løst ifra Dit Løfte;
Din Faders Skygge kræver ingen Blodhævn!
Gandalf.
Ha! saa forklar!
​
Faksimile
Blanka.
O tal!
Roderik.
Her staar Kong Rørek.
Nogle.
Den faldne Konning!
Blanka.
Himmel!
Gandalf (tvivlende.)
Du min Fader?
Roderik.
See, Asgaut! Husker Du den Skramme, som
​
Du gav mig paa vort første Vikingtog,
Dengang vi kom i Strid om Byttet?
(Han blotter sin Arm og viser Asgaut den.)
Asgaut.
Ja,
Ved Thor, det er Kong Rørek!
Gandalf
(kaster sig i hans Arme.)
Fader! Fader!
Nu har Du andengang mig Livet skjænket.
O, tag min Tak!
Roderik
(nedslaaet; til Blanka.)
Og Du – hvad skjænker Du
Den gamle Røver?
Blanka.
Kjærlighed som før!
Jeg er din Datter! Har ei tre Aars Ømhed
Udslettet hver en Blodplet i dit Skjold?
Asgaut.
Men saa forklar dog, at Du endnu lever!
Gandalf.
Hun redded’ ham.
Roderik.
Ja, som en venlig Alf
Hun heled’ mine Saar og sysled’ om mig;
Og alt imens fortalte hun saa smukt
Om Troen hos de stille Folk i Syden,
At selv mit haarde Bryst blev blødt derved.
Og Dag for Dag jeg dulgte, hvem jeg var;
Jeg voved ei –
Gandalf.
Men Kjæmpehøien der?
Roderik.
Der grov jeg ned min Rustning og mit Sværd.
Det tyktes mig, som om den vilde Viking
Var skriinlagt med det Samme. Og mit Barn
Bad fromt en Bøn for ham hver Dag ved Høien.
Asgaut.
Farvel!
Gandalf.
Hvor gaar Du?
Asgaut.
Nordpaa med min Snekke!
Nu seer jeg klarlig, min Tid er forbi –
Og Vikinglivet ogsaa. Jeg vil gaa
Til Island; did er end ei Sotten trængt.
(til Blanka) ​
Du unge Kvinde, tag min Plads hos Drotten!
Thor kan ei mere – Mjølner er af Lave;
Nu raade Balder gjennem Dig. – Farvel!
(Han gaaer).
Gandalf.
Ja, Balder raader gjennem Dig, min Blanka!
Nu føler jeg mit Vikinglivs Betydning:
Det var ei ene Lyst til Ry og Rigdom,
Som drev mig bort fra mine Fædres Hjem;
Nei, hvad mig leded’ var en lønlig Længsel,
En stille Higen efter Balder. See,
Nu er min Længsel stillet; Hjem vi fare;
Der vil jeg leve fredsel blandt mit Folk.
(til Vikingerne).
Og I vil følge mig?
Alle.
Vi følge Dig!
Gandalf.
Og Du, min Blanka?
Blanka.
Jeg? Jeg er jo og
Et Nordens Barn; thi mellem Eders Bjerge
Slog jo mit Hjertes bedste Blomster Rod.
Til Eder stævned’ jeg i mine Drømme,
Fra Eder hented’ jeg min Kjærlighed!
Roderik.
Og saa afsted!
Gandalf.
Men Du?
Blanka.
Du følger os!
Roderik.
Jeg bliver her.
(peger paa Høien)
Min Gravhøi venter mig.
Blanka.
Jeg skulde lade Dig alene?
Hemming.
Nei!
Vær uden Frygt! Jeg lukke vil hans Øine
Og sjunge ham et Drapa hist fra Høien;
Det blier mit sidste Kvad.
(Rørt, idet han griber
Gandalfs Haand) ​
Farvel min Konge!
Nu har Du fundet Dig en bedre Skjald.
Roderik (med Fasthed)
Det maa saa være; Du er Drot, min Gandalf,
Og Du har høie Pligter mod Dit Folk.
(Lægger deres Hænder sammen)
I er den unge Morgenrødes Børn, –
Drag did, hvor Kongestolen Eder venter;
Jeg er den Sidste fra de sjunkne Tider,
Min Kongestol er Graven – und mig den!
(Gandalf og Blanka styrte sig tause i hans Arme.
Roderik stiger op paa Høien; Hemming sætter sig med Har-
pen ved hans Fødder.)
Gandalf (med Fatning).
Og nu til Norge!
Hrolloug.
Hjemad!
Alle.
Hjem! Til Norge!
Blanka.
(begeistret, idet hun river Banneret af Josteins Haand).
Ja, nu afsted! Mod Nord skal Farten gaae
Igjennem Storm og Skum paa Bølger blaa.
Snart dæmrer Dagen over Jøklens Tinde,
Snart vorder Ledingsfærden kun et Minde!
Alt sidder Nordens Viking paa sin Høi;
Forbi er Tiden, da han vældig fløi
Fra Kyst til Kyst med Vaabenbrag og Flammer!
I Støvet synker Tordengudens Hammer,
Og Norden vorder selv en Kjæmpegrav.
Men glem ei Løftet, som Alfader gav:
Naar Mos og Blommer dække Høiens Side,
Skal Heltens Aand paa Idavold jo stride! –
Saa stiger ogsaa Norden fra sin Grav
Til luttret Aandsbedrift paa Tankens Hav!

Forklaringer

Tegnforklaring inn her